Geddetur – 7-12-2008

Søndag d. 7. december tog 8 mand fra Nakskov Sportsfiskerforening til Maribo Søndersø for at prøve kræfter med nogle af søens mange gedder. Turen var lagt an som en konkurrence og der måtte fiskes fra kl. 9.00 – 14.00 hvorefter der var indvejning v. lystbådehavnen. Der blev nu ikke meget at veje ind denne dag, for gedderne ville ikke lege med, selvom alle de kendte pladser blev afprøvet med stor iver, så lykkedes det ikke de 8 mand at fange en eneste fisk. Til gengæld kunne deltagerne glæde sig over det flotte december vejr og nyde det sociale sammenhold med ligesindede ”en fisketur behøver ikke kun at dreje sig om resultater” selvom en gedde eller to nu ikke havde været af vejen.
Turen vil blive afholdt igen til foråret, hvor der forhåbentligt er lidt mere gang i fiskeriet og bestyrelsen i NSF håber, at endnu flere af klubbens medlemmer har lyst til at prøve kræfter med Maribo Sø´s gedder.

15. december 2008 af: Brian Lund

Aborrekonkurrence klubmesterskabet – 30-10-2008

Nakskov Sportsfiskerforening skulle have afholdt årets klubmesterskab i aborrefiskeri i Nakskov Indrefjord søndag d. 30-11-2008, hvor der skulle fiskes fra kl.9.00 til kl.12.00.
Da der ikke var fremmødt så mange deltagere til konkurrencen, så Nakskov Sportsfiskerforening sig desværre nødsaget til at aflyse konkurrencen.

1. december 2008 af: Jimmy Christoffersen

L-F mesterskabet i aborrefiskeri – 9-10-2008

Nakskov Sportsfiskerforening afholdte det årlige LF-mesterskabet i aborrefiskeri søndag d.09-10-08 i Nakskov Indrefjord. 8 mand var mødt op til konkurrencen.
Man kan vist roligt sige, at deltagerne ikke havde vejret på deres side, for det blæste og regnede en del, så det gik hen og blev en kold og klam konkurrence, dette reducerede også i deltagerantallet, idet der var nogen der opgav i løbet af konkurrencen. De deltagere der holdt ud til den bitter ende, fik ikke engang bonus for deres anstrengelser, for der blev ikke fanget en eneste Aborre under konkurrencen.

10. november 2008 af: Jimmy Christoffersen

Møn tur – 9-12/10-2008

Torsdag eftermiddag mødte 9 mand op i Nakskovs Sportsfiskerforenings klublokaler for at pakke bilerne. Herefter gik turen til Møn, hvor klubben havde lejet et sommerhus ved Råbylille strand
Vejret var fint hele weekenden, dog ikke om søndagen hvor det snuskregnede, det viste sig at med den vind der var, kunne man kun fiske fra Nordfelt og om til Liselund. Man delte sig i 2 hold om fredagen hvor det ene ville prøve at fiske ved fyret, men det var ikke til, på grund af de høje bølger, det blev besluttet, at man ville prøve Liselund, det viste sig senere, at være en god ide, da der blev fanget en god del havørreder over hele dagen. Det var den dag, der blev fanget flest havørreder på turen. Det andet hold var kørt til Ålebæk om formiddagen, det viste sig at der var så meget ålegræs, at man besluttede at køre til Nordfeldt om eftermiddagen, men her var der lige så meget ålegræs, der blev dog fisket en del alligevel, idet der blev set flere havørreder, dog uden at der blev fanget noget.
Der blev fisket på Liselund af samtlige deltager både lørdag og søndagen. Der blev i alt fanget 27 havørreder på turen, hvoraf en del var undermålere. Så mon ikke turen kommer på programmet igen til næste år, da det endnu engang var en tur, med masser af hygge og fiskeri.
Brian Frederiksen fangede to Havørreder på 2,7 kg, som blev turens største.

13. oktober 2008 af: Jimmy Christoffersen

Havmedetur. – 14/9-2008

Søndag d.14/9-2008 Afholdte Nakskov sportfiskerforening årets første Havmedetur. Turen blev sejlet med skibet Skjold fra Onsevig. Der var 12 deltagere på turen, som til sammen hjembragte 85 fladfisk. Hvilket var et lidt skuffende resultat, men en frisk Nørdøsten vind vanskeliggjorde fiskeriet noget, og det blev ikke bedre af at vind og strøm løb imod hinanden. Så der er ikke andet end at håbe på bedre fiskeri på næste Havmedetur d. 26/10.

De største fisk blev fanget af følgende :

1. Christen Timm 1083gr.

2. Stig Andreasen. 1013gr.

3. Børge Thorsen 977gr.

23. september 2008 af: Jakob Brun.

Sildetur på Øresund. – 21/9-2008

Søndag d. 21/9 2008 Afholdte Nakskov Sportfiskerforening den årlige sildetur på Øresund. Turen blev som så mange gange før sejlet med skibet Skjold fra Vedbæk. På turen var der 24 deltagere, hvilket betragtes som rigtig flot, da der er plads til 25 mand på turen. Kl. 6.45 mødte deltagerne op i klubbens lokaler til en gang morgenmad, da kaffen og morgenmaden var indtaget blev bussen så småt pakket, og turen gik mod Vedbæk. Omkring kl. 11 ankom vi til Vedbæk havn, og deltagerne begav sig ud på molen for at pakke grejet ud og vente på at kutteren kom i havn igen, efter formiddagsturen. Kl. 12 var det så endelig vores tur til at sejle ud af havnen, med kurs mod Hven og de forhåbentlig mange sild. Vejret var rigtig flot og stille. Der gik da heller ikke længe før de første fede sild havnede i kurvene, da skipper havde ringede ned første gang. Fiskeriet gik okay over hele eftermiddagen, og dagens resultat endte med 2330 Sild, 4 Torsk og 1 Makreller fordelt på de 24 mand, hvilket giver en gennemsnits fangst på 97 Sild pr. mand, et resultat der ikke helt levede på til sidste års gode tur, med 130 sild pr mand.

23. september 2008 af: Jakob brun.

Toskefestival – 24-08-2008

Nakskov Sportsfiskerforening havde næsten udsolgt til den årlige Torskefestival, der løb af stablen d.24-08-2008.
Der var i alt 165 deltagere fordelt på 13 både, som havde en rigtig god tur på Bæltet, med overskyet vejr samt en let brise fra nord.
Bidelysten hos torsken var noget spredt hen over dagen, der var nogle der fik torsk om bord på de første træk, mens andre først kom i kontakt med torsken på de sidste træk, så det gjaldt virkelig om at være på plads, når kutteren passerede hen over de huller hvor torsken stod.
Selv om fiskenet drillede deltagerne lidt, blev der virkeligt fanget nogle flotte torsk under konkurrencen.

1. pladsen gik til Dennis Møller med en torsk på 6,100 kg.
2. pladsen gik til Søren Didriksen med en torsk på 5,710 kg.
3. pladsen gik til Lars Gulland med en torsk på 4,420 kg.
Dame præmien gik til Mona jensen med en torsk på 2,570 kg.
Junior præmien gik til Dennis Møller med en torsk på 6,100kg.
Præmien for mest sjældne fisk gik til dan Frederiksen med en slethvarre på 1,590 kg.
Skipper præmien gik til Knud Klem på Long Island.

25. august 2008 af: Jimmy Christoffersen

Klubmesterskab i havfiskeri 2008 – 8/6-2008

Søndag d. 8/6-2008 Afholdte Nakskov Sportfiskerforening det årlige klub mesterskab i havfiskeri. Turen blev sejlet fra Onsevig med skibet Hanne. 12 mand var tilmeldt turen, men 2 sene afbud gjorde at der kun var 10 deltagere på turen. De resterende 10 mand mødte op i klubbens lokaler søndag morgen kl.6.15 Hvorefter bilerne blev pakket, og turen gik imod Onsevig. Turen blev afviklet under helt fantastiske forhold, da sol, vind og strøm var helt perfekt dagen igennem, men alligevel var det ikke de helt store mængder torsk der blev fanget, turens resultat blev således kun 24 torsk og en enkelt lange på 1,7kg til de 10 deltagere. Af positive ting, kan siges at det var anden gang i træk, at det lykkedes en af klubbens medlemmer at overliste en lange. Det kunne være spændende hvis der kom en fast bestand af langer i Langelandsbæltet.

De største fisk blev fanget af følgende:

1. Jesper Andreasen. 4,99kg. klubmester 2008

2. Christen Timm. 4,90kg.

3. Jakob Brun. 4,50kg.

10. juni 2008 af: Jakob brun

Pirketur på Langelandsbæltet. – 20/4-2008

Søndag d. 20/4-2008 Afholdte Nakskov Sportfiskerforening pirketur. Turen blev sejlet fra Onsevig, denne gang med skibet Hanne. Søndag morgen Kl. 6.15 mødte 12 mand op i klubbens lokaler, og bilerne blev pakket. Kort efter gik turen mod Onsevig. Der var kommet meldinger om meget få torsk i bæltet i øjeblikket, trods fiskeforbud for erhvervsfiskerne. Denne melding viste sig også at holde stik, da det kun blev til 24 torsk fordelt på de 12 mand. Dagens overraskelse kom midt på formiddagen, hvor der blev fanget en flot Lange på 2,64kg. Da langen er en sjælden gæst i Langelandsbæltet. Trods det sløje fiskeri, var det dog en god tur med højt humør og flot forårsvejr.

De Største fisk blev fanget af følgende:

1. Tom Hansen 5,11kg.

2. Henning Andreasen 3,83kg.

3. Stig Andreasen 3,71kg.

21. april 2008 af: Jakob brun