Fredag d. 16-3 afholdt Nakskov sportsfiskerforening den årlige generalforsamling i klubbens lokaler Vejlegade 37. Dagsordenen forløb som sædvanligt, startende med formandens beretning uddeling af præmier osv. dog blev valg til bestyrelsen lidt af en gyser i år, hvilket alt sammen kan læses her.

Formandens beretning:
Søren fortæller i korte træk om året som er gået, et år som har budt på mange udfordringer for Bestyrelsen og flere nye tiltag i klubben. Årets begivenhed var nok Torskefestivallen som i 2011 kunne fejre 60 års jubilæum og således bryste sig af at være en af landets ældste konkurrencer af sin art, om ikke den ældste. Torskefestivallen er en vigtig indtjenings kilde for foreningens ungdomsarbejde og at det ikke er noget man kommer sovende til, viser lidt statistik på præmie og annonce området hvor man i 2011 rundede ca. 120 sponsorater, små som store.
Derfor er det også glædeligt, at der igen er god tilslutning på den ugentlige klubaften om onsdagen fra 19 -21. Alene i 2011 blev der afholdt 32 klubaftener, som blev besøgt af ca. 700 – 800 medlemmer.
Af nye tiltag i 2011/2012 fortæller Søren at man som følge af ulykken på Præstø Fjord, har søgt Tryk fonden om 20 stk. selvoppustelige redningsveste. Vestene blev bevilliget og har siden efteråret været stillet til rådighed for medlemmerne, fremover vi det være et krav på alle havture osv. at klubbens juniorer skal ha vestene på. Søren fortæller også om den nye sms service man har startet, alle som har opgivet deres mobil nr. vil modtage en sms med påmindelse om næste arrangement osv.
Formandens beretning godkendes uden kommentarer.

Uddeling af præmier:
Følgende dygtige fiskere blev præmieret.
Aborre junior: Anton Jonassen 1.881 kg.
Årets største aborre: Anton Jonassen 1.881 kg.
Gedde: Anton Jonassen 5.030 kg.
Fladfisk: Jakob Brun 1.755 kg.
Torsk: Nikolai Hjort 3.300 kg.
Hornfisk: Nikolai Carlsen 0.630 kg.
Havørred: Jonni Hansen 2.530 kg.
Ål: Simon Støckel 1.327 kg.

Valg :
Så kom turen til et af de kedelige punkter på dagsordenen, der skulle i år findes ikke mindre end 2 bestyrelsesmedlemmer 1 sekretær og 1 suppleant til bestyrelsen. Formanden var også på valg og da Søren ønskede genvalg, gik dette punkt forholdsvis smertefrit, hvorefter turen kom til sekretær posten! Der var ingen iblandt generalforsamlingen som ønskede at overtage sekretær posten efter Brian Lund, så man var nødsaget til at gå til næste punk, valg af 2 bestyrelsesmedlemmer. Nikolai Hjort meldte sig til den ene post hvorefter tingene gik i stå. For at undgå at sidde til en ekstraordinær generalforsamling, bestyrelsen og kun 3-4 fremmødte ligesom sidste år, valgte man at bøje reglerne lidt og efter 2 gange 15 min. tænke pause og diverse diskussioner frem og tilbage, kom bestyrelsen frem til følgende løsning.

Formand: Søren Andersen – modtog genvalg.
Sekretær: Jakob Brun – rykker op fra alm. Best. medlem.
Best. medlem: Nikolai Hjort – vælges.
Best. medlem: Simon Støckel – vælges.
Suppleant: Christen Timm – modtog genvalg.
Suppleant: Jimmy Christoffersen – vælges.
Revisor: Bent Henriksen – modtog genvalg.
Revisor: Finn Christensen – modtog genvalg.
Bestyrelsen består yderligere af følgende:
Kasserer: Claus Christiansen.
Best. medlem: Mads Larsen.
Med den nye sammensætning af bestyrelsen betyder det at man kører videre med en 6 mand bestyrelse og 2 suppleanter, hvilket krævede en dispensation fra generalforsamlingen, da vores love foreskriver 7 mand. Denne blev givet af generalforsamlingen, da der jo ikke var nogen af de tilbageværende som ønskede at besætte den sidste bestyrelses post eller at afholde ekstraordinær generalforsamling.

18. marts 2012 af: Brian Lund