Søndag d.10/6-2007 afholdt Nakskov Sportsfiskerforening det årlige klubmesterskab i havfiskeri. Klokken 6.15 mødte de 9 deltagere op i klubbens lokaler, hvorefter bilerne blev pakket og kursen sat mod Onsevig, turen blev som altid sejlet med det gode skib Skjold. Det var et hold forventningsfulde lystfiskere, der kl.7.00 sejlede ud af havnen i Onsevig i det flotteste solskin, med kurs mod Langelandsbæltet der lå blankt som et spejl. Det viste sig dog hurtigt at kun vejret var godt og ikke fiskeriet! Faktisk gik der en time inden den første lille torsk blev fanget og selvom skipper gjorde hvad han kunne for at finde fiskene, så blev det ikke meget bedre i løbet af dagen. Da båden kl.14.00 lagde til kaj i Onsevig og årets klubmester skulle kåres, viste en hurtig optælling,at de 9 mand kun havde hjembragt 10 torsk, et noget sløjt resultat.

11. juni 2007 af: Brian Lund