Klubmesterskab i Havfiskeri 2012

Søndag d. 24/6 2012 Afholdte Nakskov Sportsfisker Forening det årlige klubmesterskab i havfiskeri. Turen blev sejlet med skibet Skjold fra Onsevig. 11 mand deltog på turen, som bestemt ikke går over i historiebøgerne, hverken for godt fiskeri eller fint vejr. Heldagsregn med kraftige byger indimellem og et meget sløjt fiskeri, selvom der virkelig blev kæmpet for fiskene. Men dagens resultat stod bestemt ikke mål med anstrengelserne for de 11 mand, idet der kun blev hjembragt sølle 8 torsk over mindstemålet.

Dagens tre største fisk blev fanget af følgende:

1. Allan Hartkopp. 4,75kg. Klubmester 2012

2. Poul-Erik Hagemann. 3,40kg.

3. Stig Andreasen. 2,56kg.

25. juni 2012 af: Jakob Brun

Geddetur Stege nor

Søndag d.20-05-2012 afholdt Nakskov sportsfiskerforening en tur efter brakvandsgedder i stege nor.

Deltager antallet bestod af ni medlemmer, fordelt på 4 juniorer og 5 seniorer. Der blev dagen igennem vadefisket fra forskellige pladser i noret.

Formiddagen bød på lidt blandet fiskeri, nogen mærkede intet mens andre fangede op til 4 gedder, som en indlagt og velfortjent pause mødtes vi til middag hvor Jacob b. var vært for en god grillpølse.

Desværre resulterede formiddagens fiskeri i en kroget tommefinger og en tur på skadestuen, derved var 2 mand sat ud af spillet til eftermiddagens fiskeri. De sidste timers fiskeri blev prøvet på en ny plads og 2 juniorer kom på banen med nogle gode fangster, derefter døde fiskeriet ud og dagen sluttede med 17 gedder med den største på 3,0 kg.

23. maj 2012 af: Nikolai m. Hjorth

Hornfisketur på Nakskov Fjord

Søndag d. 13/5 2012 Afholdte Nakskov Sportsfisker Forening Hornfisketur på Nakskov Fjord.
På turen var der 11 deltagere, fordelt på 5 juniorer og 6 Seniorer, deltagerne var fordelt på 4 både. Kl. 8.00 gik starten fra Nakskov Havn, og de 4 både fulgtes i nogenlunde samlet trop ud af fjorden. Formiddagen gik stille og roligt uden af fiskeriet imponerede, med der blev dog fanget lidt hornfisk hist og her. Kl. 12.00 var der aftalt fælleds spisning på Enehøje, menuen var som altid det sikre hit blandt deltagerne, nemlig grillpølser med alt hvad der dertil hører. Efter middag fortsatte fiskeriet et par timer endnu, indtil det atter var tid til at vende stævnen imod Nakskov Havn da konkurrencen sluttede kl. 16.00 med indvejning af de største Hornfisk på kajen. Der blev i alt fanget 116 Hornfisk af de 11 deltagere. Specielt glædeligt var det at se at alle tre præmier blev vundet af klubbens dygtige Juniorer.

Dagens tre største Hornfisk blev fanget af følgende:

1. Joachim Christiansen (Junior) 0,578kg.

2. Kristoffer Jørgensen. (Junior) 0,563kg.

3. Oliver Hansen. (Junior) 0,557kg.

14. maj 2012 af: Jakob Brun

Tilbered din fisk

Nakskov Sportsfiskerforening afholdt onsdag d. 25. april ”Tilbered din fisk” godt 20 mand var mødt op for at høre Brian Friis fortælle om hvordan man ”deep fried” fisk på en sjov og spæne måde, menuen stod på kam muslinger, blåmuslinger, marineret torsk og lakse stykker samt tiger rejer, alle vendt i tyk pandekagedej, og derefter stegt i varm rapsolie, medlemmerne måtte selv til gryden for at tilberede aftensmaden, hvilket var til stor morskab, efter at alle havde tilberedt deres fisk blev disse flot anrettet og så blev der sagt velbekomme og det skal siges at der blev gået til den indtil alle fadene var tomme. En stor TAK til Brian Friis for at han igen i år ville bruge sin aften på os i klubben.
Dette var så sæsonens sidste klubaften, der nu går på en tiltrængt sommerferie efter en meget travl sæson med et fast besøg af 25 til 30 mand hver onsdag siden september sidste år, ud af disse har der været godt 10- 12 juniorer der fast er kommet for at hygge sig med at lave fluer, spinder, blik og kejser. Klubaftnerne starter op igen d. 4. september kl. 19.00
ps. dejen der blev brugt bestod af, 250 gr. mel, 3 æggeblommer, 3 æggehvider (piskes stive og vendes i til sidst), 2 dl. Lunken vand, 1 ½ dl. Øl, 1 ½ dl. Olie, salt & peber, 2 tsk. Bagepulver.

30. april 2012 af: Søren Andersen

Klubmesterskab i kystfiskeri 2012

Nakskov Sportsfiskerforening afholdte i weekenden d. 31/3 – 1/4 2012 klubmesterskab i kystfiskeri.

Der måtte fiske fra samtlige kyster, der tilhører Lolland og Falster efter havørreder og der kunne fiskes fra lørdag kl. 00.00 til søndag kl. 14.00, hvor indvejningen i foreningens lokaler sluttede.

Desværre gjorde en nordvesten kuling, samt et temperatur fald ned til næsten frysepunktet fiskeriet svært for de 13 deltagere der havde sat weekenden af til en tur på kysten, dog blev der gået til den, og der blev bla. fisket en del på Falster hvor vind retningen var mere gunstig.

Det lykkedes Claus Rysse at overliste en Havørred på 1,995 kg. og dermed kunne han kalde sig klubmester i kystfiskeri 2012, for dette modtog han Nakskov Sportsfiskerforenings vandrepokal i kystfiskeri, en følgepokal til ejendom i form af en lomme lærke samt et gave kort til JGB. Marine, på andenpladsen kom Allan Frederiksen med en Havørred på 1,370 kg. for dette modtog han ligeledes et gavekort til JGB. Marine. Der blev i alt fanget 6 Havørred denne Weekend.

1. Claus Christiansen. 1,995kg. Klubmester 2012.

2. Allan Frederiksen. 1,370kg.

Referat: Søren Andersen.

1. april 2012 af: Jakob Brun

Generalforsamling d. 18. marts 2012

Fredag d. 16-3 afholdt Nakskov sportsfiskerforening den årlige generalforsamling i klubbens lokaler Vejlegade 37. Dagsordenen forløb som sædvanligt, startende med formandens beretning uddeling af præmier osv. dog blev valg til bestyrelsen lidt af en gyser i år, hvilket alt sammen kan læses her.

Formandens beretning:
Søren fortæller i korte træk om året som er gået, et år som har budt på mange udfordringer for Bestyrelsen og flere nye tiltag i klubben. Årets begivenhed var nok Torskefestivallen som i 2011 kunne fejre 60 års jubilæum og således bryste sig af at være en af landets ældste konkurrencer af sin art, om ikke den ældste. Torskefestivallen er en vigtig indtjenings kilde for foreningens ungdomsarbejde og at det ikke er noget man kommer sovende til, viser lidt statistik på præmie og annonce området hvor man i 2011 rundede ca. 120 sponsorater, små som store.
Derfor er det også glædeligt, at der igen er god tilslutning på den ugentlige klubaften om onsdagen fra 19 -21. Alene i 2011 blev der afholdt 32 klubaftener, som blev besøgt af ca. 700 – 800 medlemmer.
Af nye tiltag i 2011/2012 fortæller Søren at man som følge af ulykken på Præstø Fjord, har søgt Tryk fonden om 20 stk. selvoppustelige redningsveste. Vestene blev bevilliget og har siden efteråret været stillet til rådighed for medlemmerne, fremover vi det være et krav på alle havture osv. at klubbens juniorer skal ha vestene på. Søren fortæller også om den nye sms service man har startet, alle som har opgivet deres mobil nr. vil modtage en sms med påmindelse om næste arrangement osv.
Formandens beretning godkendes uden kommentarer.

Uddeling af præmier:
Følgende dygtige fiskere blev præmieret.
Aborre junior: Anton Jonassen 1.881 kg.
Årets største aborre: Anton Jonassen 1.881 kg.
Gedde: Anton Jonassen 5.030 kg.
Fladfisk: Jakob Brun 1.755 kg.
Torsk: Nikolai Hjort 3.300 kg.
Hornfisk: Nikolai Carlsen 0.630 kg.
Havørred: Jonni Hansen 2.530 kg.
Ål: Simon Støckel 1.327 kg.

Valg :
Så kom turen til et af de kedelige punkter på dagsordenen, der skulle i år findes ikke mindre end 2 bestyrelsesmedlemmer 1 sekretær og 1 suppleant til bestyrelsen. Formanden var også på valg og da Søren ønskede genvalg, gik dette punkt forholdsvis smertefrit, hvorefter turen kom til sekretær posten! Der var ingen iblandt generalforsamlingen som ønskede at overtage sekretær posten efter Brian Lund, så man var nødsaget til at gå til næste punk, valg af 2 bestyrelsesmedlemmer. Nikolai Hjort meldte sig til den ene post hvorefter tingene gik i stå. For at undgå at sidde til en ekstraordinær generalforsamling, bestyrelsen og kun 3-4 fremmødte ligesom sidste år, valgte man at bøje reglerne lidt og efter 2 gange 15 min. tænke pause og diverse diskussioner frem og tilbage, kom bestyrelsen frem til følgende løsning.

Formand: Søren Andersen – modtog genvalg.
Sekretær: Jakob Brun – rykker op fra alm. Best. medlem.
Best. medlem: Nikolai Hjort – vælges.
Best. medlem: Simon Støckel – vælges.
Suppleant: Christen Timm – modtog genvalg.
Suppleant: Jimmy Christoffersen – vælges.
Revisor: Bent Henriksen – modtog genvalg.
Revisor: Finn Christensen – modtog genvalg.
Bestyrelsen består yderligere af følgende:
Kasserer: Claus Christiansen.
Best. medlem: Mads Larsen.
Med den nye sammensætning af bestyrelsen betyder det at man kører videre med en 6 mand bestyrelse og 2 suppleanter, hvilket krævede en dispensation fra generalforsamlingen, da vores love foreskriver 7 mand. Denne blev givet af generalforsamlingen, da der jo ikke var nogen af de tilbageværende som ønskede at besætte den sidste bestyrelses post eller at afholde ekstraordinær generalforsamling.

18. marts 2012 af: Brian Lund

Geddetur til Maribo sø

Geddeturen er aflyst pga. for få tilmeldinger!
Hvilket er ærgeligt da søen huser nogen rigtigt store gedder, hvilket Michels 10.6 kg gedde er et godt eksempel på.

“”Husk at støtte op om de ture som Bestyrelsen bruger tid på at arrangere 🙁 der bliver kun arrangeret ture så længe de frivilllige i Bestyrelsen syntes det sjovt og der er opbakning til det store arbejde som bliver udført, den dag det ikke er sjovt mere….. tja hvad tror du!?””

18. marts 2012 af: Brian Lund

Pirketur på Langelandsbæltet

Søndag d. 11/3 2012 Afholdte Nakskov Sportsfiskerforening årets første pirketur på Langelandsbæltet. Turen skulle oprindeligt være afholdt d. 19/2. Men måtte på daværende tidspunkt aflyses og flyttes pga. Issituationen. Turen blev sejlet med skibet Skjold fra Onsevig. Selvom fiskene ikke rigtig ville lege med denne dag, havde de 12 deltagere på turen en rigtig dejlig dag på vandet i det flotte forårsvejr. Dagens sparsomme resultat blev kun 10 sølle torsk til de 12 mand, men humøret var alligevel i top.

Dagens tre største fisk blev fanget af følgende:

1. Claus Christiansen. 2,62kg.

2. John Christiansen. 2,43kg.

3. Jakob Brun. 2,38kg.

13. marts 2012 af: Jakob Brun